Fundamentalt for tilgangen i ”Fit2sit” er forståelsen af symptomets rolle. Når du oplever et plagsomt eller smerteligt symptom af en slags, tjener det kun ét formål: at vække dig fra det, som du aktuelt foretager dig, så du kan adressere det, som er galt. Dvs., du har et problem af en slags – noget er stærkt urentabelt i din opfattelse af og handling i situationen – som kroppen lader dig vide må adresseres hurtigst muligt. Med mindre der er sket åbenlyst skade på kroppen er karakteren af problemet og dets årsag, modsat symptomet, ikke umiddelbart til at få øje på. Faktisk er problem og årsag oftest usynlige i lyset af, at symptomet er det stik modsatte, for umiddelbart løber symptomet med al opmærksomheden. Vi ved om noget, når vi har et symptom, og hvor det befinder sig i kroppen.
Men selvfølgelig er symptomet også en del af problemet – det irriterer os og sikrer, at vi ikke bare kan fortsætte, som vi plejer. Siden et symptom og et problem altid sameksisterer, er de således to alen af ét stykke: dit overordnede problem. Præcist ligesom den synlige top af af et isbjerg ikke er adskilt fra de 90%, der ligger usynligt under havoverfladen. Og hvad ville der ske, hvis du lykkedes med at fjerne toppen af isbjerget? Ja, da ville en ny top skyde op fra havet hurtigere, end du kan sige: ”symptomlindring”. Og hvad ligger oftest lige for, når du oplever et symptom i kroppen? Ja, du tænker, at det er problemet i sig selv – netop fordi symptomet er det, som du oplever med BLOKBOGSTAVER, mens problemet og dets årsag står skrevet med usynligt blæk. Men det øjeblik hvor symptomet giver sig til kende, står du rent faktisk altid ved en skillevej:
Ud af den ene vej begynder du at adressere symptomet med en form for lindrende handling i den tro at det løser dit problem, og det svarer til, at du skyder budbringeren. Du gør dig derfor en bjørnetjeneste, idet budskabet så går tabt for dig, og da vil det oftest bare væres et spørgsmål om tid, før symptomet vender tilbage. For løst bliver problemet ikke. Alt hvad du vil have gjort er at købe dig tid, ligesom når du trykker på vækkeurets snoozeknap. Og hvis du igen og igen køber dig tid, hvad bruger du da denne tid til? Leder du i sandhed efter årsagen til symptomet, eller har du som de fleste egentlig tænkt, at du med din lindrende ”snoozeknap-handling” har fået problemet til helt og aldeles at gå væk? En lindrende handling kan være hvad som helst, men uanset hvilken form den har taget, har den med sikkerhed haft det eneste formål at få symptomet til at forsvinde her og nu – koste hvad det vil.
Derfor har du aldrig i reel forstand købt dig tid, når du har søgt og fået lindring – hvad enten det har været gennem kropslige øvelser, træning eller kropsbehandling. For hvis ikke du har været i stand til at vågne og stoppe op, når kroppen sender et symptom (et budskab) ind i din bevidsthed, og følgelig spørge: ”hvad har jeg netop nu gang i, som dette symptom lader mig vide, jeg skal handle og ændre på for mit eget bedste?”, da vil du næppe have givet plads til og brugt din tid på at finde frem til dit reelle problem og dets årsag. Du vil blot have øvet dig i at bekræfte din eksisterende fordom: at det plagsomme eller smertelige symptomer i sig selv er dit problem.
Ud af den anden vej begynder du at adressere dit problem ved hjælp af symptomet – i et samarbejde med samme. Symptomet er således en del af din krops GPS-system, som kan navigere dig hen mod større forståelse og læring om måden, hvorpå virkeligheden fungerer (og således også mod reel heling). Og det vil alt andet lige give dig et noget større overskud til at foretage dig det, som du reelt ønsker i livet – med mindre en endeløs jagt på symptomer er dit kald! Bag et symptom (og dermed indhyllet i selve det problem, du just oplever, når symptomet giver sig til kende), ligger en given virkelighedsopfattelse. Opfattelser er helt menneskelig at have – vi kan på ingen måde være dem foruden. Men af og til trænger de til en seriøs opgradering, da både kroppen og verden er foranderlige størrelser. Og som du nok har gættet er netop disse opfattelser temmelig usynlige (ligesom 90% af isbjerget), og dem du vil skulle adresse for at blive fri for/forebygge dine symptomers fortsatte tilstedeværelse.
Med udgangspunkt i min forrige artikel om nakkesmerter: ”Hvorfor giver mit skærmarbejde mig nakkesmerter”, da vil den opfattelse, som kræves ændret for at kunne fortsætte sit skærmarbejde konstruktivt og smertefrit, være at stoppe med at koncentrere sig og presse sig selv i en eller anden forstand. Men det at koncentrere sig er netop svært at ændre på (i kraft af, at vi som kultur har gjort en dyd ud af at gøre det), da vi ser det som en konstruktiv nødvendighed. Dette usynliggør uheldigvis årsagen til nakkesmerterne i en sådan grad, at du højst sandsynligt peger på helt andre årsager til dine smerter – hvis du da når så langt i processen udover selve den lindrende handling. Ja, faktisk har man allerede kollektivt på det traditionelle ergonomiske felt (lige fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og helt ned på fagligt individniveau) peget på, at det at sidde ved skærmen i sig selv er årsagen til nakkeproblemet – bum (!) – hvorfor løsningen er at sidde ned så lidt som muligt og ellers give den gas med, ja, lindrende tiltag mod skærmarbejdets nødvendige onde i form af førnævnte kropslig bevægelse, øvelser, træning og behandlinger. Når skærmarbejderne så vender tilbage til stolen, genoptager de ufortrødent koncentrationsadfærden under arbejdet – lige indtil symptomerne atter forstyrrer dem. Så afbrydes arbejdet atter med symptomlindrende handling eller, paradoksalt nok, skrues der blot endnu mere op for koncentrationen, så de smertelige symptomer (på at en særdeles uhensigtsmæssig koncentration allerede er i gang) ikke kan forstyrre dem yderligere. Tal om at havne i en ond cirkel, når man i den grad fejlopfatter symptomet som sit problem!
Den gode nyhed er, at du heldigvis står ved en skillevej igen og igen, hver eneste gang du oplever et plagsomt eller smerteligt symptom. Så måske er det på tide, at du begynder at blive nysgerrig, rettere end fjendtlig, overfor symptomerne – at du vælger at gå ud af en anden vej, end den du plejer at gå ud ad. Faktisk er du temmelig tilgivet for dine hidtidige valg, for den anden vej har endnu ikke været synlig pga. en matchende virkelighedsopfattelse.
Her er et tip til næste gang du oplever et plagsomt eller smerteligt symptom: oprigtig spørg dig selv, hvad symptomet kunne være et budskab om? Dette imødekommende tiltag påbegynder en heling af dig selv, rettere end en konflikt med og splittelse af dig selv. Konflikt og splittelse (på bekostning af at være fredfyldt og hel) opstår, når du ser symptomet som en anledning til at fjerne oplevelsen af samme. Dette, ved enten at øge din koncentration (at søge en umulig flugt fra dig selv) eller søge symptomlindring (at tage en umulig kamp mod dig selv). Vælg derfor at opleve symptomet til fulde i hele konteksten af det, som du aktuelt beskæftiger dig med. Dvs. fortsæt med at lave det, som du allerede var i gang med, mens du således ”inviterer symptomet med ind på dit hold”. Gør alt dette selvom du foreløbigt ikke er i nærheden af at få svar på dit spørgsmål og derfor må forholde dig udfordret og i venteposition for tid værende. Bare vær oprigt nysgerrig og åben i dette væsentligste af alle øjeblikke, hvor du netop har et valg og står ved skillevejen mellem 1.) symptomlindring og 2.) problemløsning. For da vil du som det mindste – og foreløbig vigtigste – forhindre dig selv i at gå ud ad vej nummer 1 og smide benzin på bålet. Men samtidig vil du uundgåeligt også have påbegyndt nok så fin en rejse ud ad vej nummer 2, og den rejse har du alle muligheder for at komme i mål med, slet og ret fordi al den støj du før skabte ved enten at forsøge at tage flugten fra eller kampen mod symptomet (der er en legitim del af dit menneskelige selv) nu efterlader dig med en uhørt åbenhed og klarhed til at kunne spotte den større årsagssammenhæng og handle behørigt i problemløsende forstand derpå.
