1. Om at indfri kroppens aktive stillesiddende egenskaber

Det har i længere tid undret mig, hvorfor man inden for den traditionelle kontorergonomi griber feltets største problemer an på den måde, som man gør. Jeg tænker navnlig på de plagsomme symptomer, der hyppigst følger i kølvandet på at udføre langvarigt stillesiddende arbejde: muskelstivhed, -ømhed og -smerter, som hyppigst forekommer i nakke, skulder og rygregionen.

At skulle sidde stille i lange perioder af arbejdsdagen er et vilkår for et stigende antal mennesker på arbejdsmarkedet, hvilket skyldes, at meget af det arbejde, folk udfører, er skærm- og tastaturarbejde. Dette er en form for præcisionsarbejde, der kræver, at kroppen overordnet set holdes i ro, så øjne og fingre får de bedste arbejdsbetingelser. Situationen er den samme for fx tandlæger og kirurger.

Det, der undrer mig, er, måden man relativ ukritisk og næsten uomtvisteligt har koblet en årsag med en virkning. For forårsager stillesiddende arbejde nødvendigvis en inaktiv og fastlåst krop, som atter fører til stivhed, ømhed og endda smerter? Det mener jeg på ingen måde behøver at være tilfældet.

Mit ærinde med denne artikel (og dem der følger) er at fortælle, hvorfor der ikke behøver at være denne sammenhæng mellem stillesidning og inaktivitet/fastlåshed, og hvorfor den alligevel oftest finder sted (temaet smerter dedikerer jeg en senere artikel til). Min påstand er, at det er måden, hvorpå man udfører stillesidningen, der afgør, om kroppen bliver inaktiv/fastlåst eller ej. Kroppen bliver nemlig kun inaktiv/fastlåst af langvarig stillesidning, hvis man i utilstrækkelig grad indfrier dens indbyggede holdnings- og balancefunktioner. Disse medfødte funktioner dækker over et samspil mellem kroppens anatomi, fysiologi og visse perceptionsfunktioner, der kontinuerligt forbinder vores krop med omgivelserne, så vi får en funktionel balance og kropsholdning.

Nu tænker du måske, at man netop allerede forebygger en masse problemer gennem den traditionelle kontorergonomis strategier – endda understøttet af videnskabelig evidens. For er det da ikke en fornuftig forebyggelsesstrategi at bede folk om at tage hyppige pauser fra det stillesiddende arbejde, så de påviseligt minimerer de førnævnte plagsomme symptomer i bevægeapparatet – fx ved at hæve bordet og arbejde fra en stillestående position for en aflastende stund? Eller at man beder folk lette sig fra stolen og enten bevæge sig, gå en tur eller lave nogle stræk-/styrkeøvelser? Dækkende for denne tilgang er mantraet den næste stilling er den bedste stilling. For sidder man for længe i den samme stilling, ”brænder maden jo på”!

Jeg ved, at det kan forekomme en smule provokerende, men denne strategi vil jeg dybest set mene foranlediger en form for undgåelsesadfærd. Dvs., en adfærd, hvor man på grund af manglende forståelse og ressourcer (mentale og/eller kropslige) igen og igen undgår langvarig stillesidning, fordi man ikke umiddelbart mestrer udfordringen. En mulig tilpasning til stillesiddende arbejde uden inaktivitet, fastlåsthed, stivhed og smerte får desværre så ikke lov at finde sted. Dvs. man går glip af en fitness i ordets bogstavelige forstand: tilpassethed (som i: to fit in). Således vil jeg her skelne skarpt mellem egentlig forebyggelse og undgåelse, hvor sidstnævnte mere er reglen end undtagelsen i den traditionelle ergonomis tilgang til stillesiddende arbejde. Undgåelsen finder sted alene fordi, der eksisterer en fejlagtig antagelse om, at kroppens design og formåen er utilstrækkelig til langvarig stillesidning. Antagelsen går uddybende på, at kroppen per definition er inaktiv og fastlåst, når den er stillesiddende. Altså, at aktivitet og stillesidning på ingen måde kan gå hånd i hånd.

Jeg vil i denne første artikel ikke komme nærmere ind på detaljerne for, hvorfor den antagelse er forkert. De næste artikler vil tjene dette formål. I første omgang vil jeg nøjes med at gøre brug af følgende analogi: En snurretop er stille, når den ligger ned. Og når den ligger ned, er den med sikkerhed inaktiv. Men når den snurrer, er det en anden historie, og alligevel siger man om snurretoppen, at den står stille, selvom den med sikkerhed er aktiv (og ulåst). Faktisk er det netop pga. dens aktive snurren, at den både kan stå stille og oprejst på sin spids uden at vælte. Derfor er det også først, når snurretoppen holder op med at snurre, at den vælter og snart kan siges at være aldeles inaktiv igen. Med kroppen er det overordnet set den samme historie.

Så, følgende to spørgsmål er derfor væsentlige at få svar på:
1.) Hvad udgør kroppens ”spids”, hvorpå den (tilsvarende) skal placeres for, at kroppens aktive stillesiddende egenskaber indfries?
2.) Hvad udgør og igangsætter den bevægelse, som holder kroppen aktiv, ulåst og i balance på sin ”spids” under stillesidning?

Svarene får du i den næste artikel. Men jeg kan dog allerede afsløre så meget, at når der alligevel er god fornuft i og evidens for den traditionelle kontorergonomis forebyggende („undgående‟) indsats, er det fordi, de fleste stillesiddende arbejdere har for vane at gøre det med kroppen, der svarer til at lade snurretoppen forblive inaktivt liggende på siden. Når kroppens holdningsapparat på sådan vis forbliver inaktiv, fastlåst og uindfriet, giver det god mening at aktivere kroppen med stillingsskift, bevægelse eller træning med hyppige intervaller for at forebygge de af inaktiviteten og fastlåstheden forårsagede plagsomme symptomer i bevægeapparatet.

Mit budskab er, at både ergonomer, og de folk der har stillesiddende arbejde, fortjener at få muligheden for at forstå den ergonomiske situation og dens problemer lidt mere nuanceret. Det er faktisk muligt at træffe et bevidst valg mellem at sidde aktivt/ulåst eller inaktivt/fastlåst. Således er hensigten ikke at prædike, hvad der er rigtig eller forkert. Rettere er den at dele værdifuld viden om kroppens funktioner, ressourcer og muligheder og derigennem lade alle forstå og afprøve, hvad der er mest hensigtsmæssig og konstruktivt i deres egen rådgivning og/eller stillesiddende arbejdssituation.

Har du allerede nu nogle bud på, hvad svarene på mine to spørgsmål er?