2. Hvad gør aktiv stillesidning mulig?

I min første artikel „Om at indfri kroppens aktive stillesiddende egenskaber‟ var budskabet, at stillesidning ikke nødvendigvis er den inaktive, fastlåste og fitness-degraderende aktivitet, den oftest gøres til. Kroppen har rent faktisk nogle oversete anatomiske, fysiologiske og perceptuelle ressourcer (samlet set kaldet holdningsapparatet), som de fleste kun i ringe grad indfrier. Indfries kroppens holdningsapparat til gengæld tilstrækkeligt, er der basis for, at kroppen opnår en tilstand af aktivitet, parathed, fleksibilitet og trivsel, som er et langt mere optimalt udgangspunkt for at udføre stillesiddende arbejde, end de fleste er bekendt med.

I artiklen stillede jeg to spørgsmål, som jeg lovede skulle besvares i denne artikel. Det første var: hvad udgør kroppens ”spids”, hvorpå den skal placeres for, at kroppens aktive stillesiddende egenskaber indfries?

Det, der svarer til snurretoppens spids i kroppen, er de to sædeknuder i bunden af bækkenet (benævnt ischial tuberosity nederst på billederne ovenfor). Sædeknuderne mærker du ved at glide dine hænder ind under balderne (fra siden mens du sidder), indtil du støder på to småspidse knoglefremskud placeret side om side med cirka en håndslængdes afstand fra hinanden. Mange kan også mærke sædeknuderne trykke mod sædet uden brug af hænderne – det afhænger både af sædets og baldernes grad af polstring. Placeres overkroppen på et ikke alt for blødt stolesæde via sædeknuderne skabes et naturligt og vigtigt fundament for at aktivere kroppens holdningsapparat. Andre faktorer spiller også ind. Som jeg nævnte i metaforen i den forrige artikel, går kroppen hermed fra at være en „inaktiv liggende snurretop‟ til at være en „aktiv stående snurretop‟. Mens sædeknuderne alene handler om anatomi, skal vi videre over i fysikken, fysiologien og sanseapparatet for at kunne forklare, hvad der igangsætter og opretholder kroppens „snurrebevægelse‟, således at stillesidningen for så vidt kan betegnes som aktiv og ulåst. Dvs., en måde hvorpå kroppen i langt højere grad stimuleres fysisk og holdes i form, end vi oftest forbinder med stillesidning.

Det andet spørgsmål lød derfor: hvad udgør og igangsætter den bevægelse, som holder kroppen aktiv, ulåst og i balance på sin ”spids” under stillesidning?

Er overkroppen først fordelagtigt placeret på sædeknuderne, sker der en bevægelse, som ikke kan iagttages med det blotte øje, men som f.eks. kan måles vha. en trykplatform på et laboratorium. I kroppens siddeposition forekommer bevægelsen mest af alt som små svaj frem og tilbage i næsens retning. Teknisk set kaldes bevægelsen posturale svaj. Hvis kroppen var et dødt objekt ville bevægelsen hurtigt være overstået (og svajene umuliggjort), idet kroppen pga. tyngdekraften en gang for alle ville vælte frem og lande på næsen (her ignorerer vi lige benenes vigtige støttefunktion for en stund). Det er bl.a. holdningsapparatet, der udgør det levende element i kroppen, idet systemet konstant sørger for at trække overkroppen „tilbage til start‟ på sædeknuderne. Kropslig balance behøver derfor ikke være en „sat position‟, som vi kender det fra døde objekter (og den alt for gængse måde at sidde på). Livagtigheden ved balance er, at vi løbende mister og vinder den – uanset om vi indtager en sidde-/ståstilling eller er i motorisk bevægelse. Det er derfor, at en ”stilling” også kan betegnes som en form for aktivitet.

Det er pga. en indbygget fysisk uligevægt, at overkroppen vælter frem og ned fra sædeknuderne – og atter gør det, når den er blevet „hentet hjem‟ af holdningsapparatet. Sædeknuderne er nemlig placeret bag ved kroppens tyngdelinje, hvilket helt konkret betyder, at der er mere af overkroppens masse foran sædeknuderne end, der er bag ved dem. Dette er tilfældet uanset, hvor stor din mave måtte være! Til at varetage et sådant ”uligevægtsproblem” hidkalder holdningsapparatet bl.a. den medfødte strækrefleks (også kaldet den myotatiske refleks), som arbejder helt uden, at vi behøver at deltage bevidst i processen. Denne aktive, fysiologiske del er derfor lige så indbygget i kroppens design, som er tilfældet for de anatomiske sædeknuder, og refleksen aktiveres i det splitsekund, overkroppens overordnede balance begynder at skride. Det eneste, vi således i udgangspunktet behøver at bevidstgøre os om og handle på, er, om vi har placeret vores overkrop på sædeknuderne eller ej. Der er dog flere aspekter af holdningsapparatets funktion, som er væsentlige at kende og forholde sig til, for at du mest optimalt kan indfri det med succes under stillesiddende arbejde (derfor er der tale om en artikel-serie!). Det drejer sig navnlig om vores synsopfattelse (den visuelle perception af kroppens umiddelbare omgivelser), vores kropsbevidsthed/-orientering og noget så basalt som, hvordan du placerer dine fødder/ben, mens du sidder (mere herom i den 6. artikel). En optimal udnyttelse af disse faktorer er bl.a. afgørende for, om hovedet på alt for velkendt vis „suges ind/ned mod skærmen‟ (og fastlåser nakkemuskulaturen med unødvendig overaktivitet) eller ej. Dette fascinerende og forholdsvis forklarlige hvorfor-suges-mit-hovedet-ind-i-skærmen-mysterie kommer jeg til at dedikere den 7. artikel til.

Opsummerende gælder det:

1. At når kroppen placeres optimalt på de anatomiske sædeknuder –>

2. At en indbygget fysisk uligevægt i overkroppen indfries –>

3. At kroppen falder frem/ned med tyngdekraften –>

4. At kroppens fysiologiske strækrefleks udløses –>

5. At overkroppens fald stoppes ved muskulær kraft (og delvis ved passiv kraft, som forklaret i 6. artikel), og herefter trækkes tilbage til sit udgangspunkt på sædeknuderne –>

6. At kroppen atter falder frem/ned… (–>)

Denne særdeles aktive/cirkulære proces kan potentielt holdes kørende i det „uendelige‟, hvis betingelserne kræver det, og ressourcerne i kroppen er tilstrækkelig gunstige. Dvs. hvis betingelsen er mange timers daglig stillesiddende arbejde, kan kroppen for så vidt trænes op dertil og levere egenskaben efter devisen „use it, or lose it‟. Hvordan denne trænings- og tilpasningsproces foregår (og hvilke betingelser den kræver for at lykkes) vil jeg komme nærmere ind på i den 4. artikel i serien.

I den næste artikel ønsker jeg nemlig først at fortælle lidt om baggrunden for vores utilstrækkelige stillesiddende egenskaber. Dvs. mit kvalificerede bud herpå. Nærmere bestemt vil jeg forklare, hvordan/hvorfor mange af os allerede én gang er lykkes med at optræne kroppens aktive siddeegenskaber („use it‟), men forholdsvis hurtigt derefter mistede den aktive del igen („lose it‟) – før egenskaben overhovedet fik lov til at vise os dens sande værd.

Således vil jeg i næste artikel besvare følgende spørgsmål:

1. Hvis holdningsapparatets fordelagtigheder er medfødte, hvorfor har vi så ikke for længst gjort bedre brug af apparatets funktion?

2. Hvilke andre faktorer (end de ”glemte sædeknuder”) har forhindret os i at indfri holdningsapparatet og kroppens aktive siddeegenskaber?

3. Kan vi alle lære at aktivere holdningsapparatet så tilstrækkeligt, at vi i højere grad kan tilpasse os og trives under de mange timers stillesiddende arbejde, som dagligt er vilkåret for så mange af os?

Har du allerede et bud på, hvad et eller flere af svarene er?