3. Tab og genoptræning af de aktive stillesiddende egenskaber

I min forrige artikel „Hvad gør aktiv stillesidning mulig?‟ præsenterede jeg nogle af de fundamentale, fysiske forhold i og for kroppen, som gør det muligt at tale om stillesidning som en særdeles aktiv proces. Dvs., det at vi har to sædeknuder i bunden af bækkenet, hvis placering og ibrugtagning under stillesidning er forudsætningen for, at kroppens indbyggede uligevægt bliver indfriet. Når overkroppen således er i uligevægt, falder den automatisk frem og ned med tyngdekraften, hvilket bl.a. takket være synet igangsætter medfødte strækreflekser i holdningsapparatets muskler, som (sammen med fødder og ben) bremser overkroppens fald og bringer den „hjem‟ på sædeknuderne igen. Der er tale om en cirkulær proces, som (givet de rette forhold) næsten kan køre utrætteligt, så længe det behøves. Utrættelig, fordi kroppens oprejste holdning fra naturens side er en relation (til Jorden) og derfor ikke er en position (uafhængig af Jorden), der enten opnås ved at overanstrenge og fastlåse bevægeapparatets muskler (i et umuligt forsøg på at „trække kroppen op via snørebåndene‟) eller „parkere kroppen‟ som et inaktivt, dødt objekt. Sidstnævnte ”positionering” er dog netop, hvad manges opfattelse og håndtering af kropsholdning er: en anstrengende kamp mod tyngdekraften (muskulær overaktivitet), der før eller siden afløses af et udmattet kollaps tilbage og ned i stolens sæde og ryglæn (muskulær underaktivitet).

I den forrige artikel stillede jeg tre spørgsmål til besvarelse. Det første lød: Hvis holdningsapparatets fordelagtigheder er medfødte, hvorfor har vi så ikke for længst gjort bedre brug af det?  

Overordnet set er mit bud, at der findes nogle store kulturelt foranledigede forhindringer (uddybet nedenfor), som stilles i vejen for væsentlige dele af holdningsapparatets og de aktive siddeegenskabers indfrielse i børn i en meget tidlig alder. Der er desværre ikke mange børn, som slipper helskindet igennem disse forhindringer fra omgivelserne på vejen mod voksenalderen (via skolealderen), hvor vores dagligdag med masser af stillesiddende arbejde ellers behøver de aktive siddeegenskaber allermest. 

Det andet spørgsmål lød: Hvilke andre faktorer (end „de glemte sædeknuder‟) har forhindret os i at indfri holdningsapparatet og kroppens aktive siddeegenskaber? 

Jeg har allerede nævnt den faktor, at vi i vores siddekultur stort set ikke anvender sædeknuderne under stillesidning. Grunden til at de sjældent anvendes skal findes i en slags negativ spiral, hvor alle de faktorer, der spiller ind kan siges at påvirke hinanden gensidigt. Benytter man f.eks. ikke sædeknuderne som voksen, vil det ganske sandsynligt påvirke de børn, man er forbillede for, ligesom de fleste af de siddemøbler, der produceres, reflekterer den samme „sædeknude-ignorance‟. 

På billedet øverst i artiklen kan du se et antal siddende børn. Fælles for dem er, at de instinktivt (uvidende) indfrier det medfødte holdningsapparats understøttende funktioner, så deres stillesidning bliver aktiv, ulåst, spontan og anstrengelsesfri. Når børn i deres bevægelsesudvikling af egen kraft begynder at sætte sig op fra kravlebevægelsen eller firestående taler man om, at de har opnået siddemodenhed. Når denne naturlige progression fra kravlende bevægelse finder sted, sætter barnet sig helt instinktivt op på dets sædeknuder og aktiverer kroppens uligevægt og hele holdningsapparatets aktive funktion i relation til underlaget (til dels forklaret i den forrige artikel). Desværre har nogle forældre eller andre nære omsorgspersoner af en eller flere grunde ikke den fornødne tålmodighed til at vente på, at dette udviklingstrin (siddemodenheden) forekommer helt af sig selv. Barnet placeres som en konsekvens alt for tidligt i en siddeposition på gulvet – eller i en stol/et sæde af en forfatning, der oftest ikke understøtter barnets udviklingsmæssige behov. 

Når kroppen endnu ikke er modnet til at sidde oprejst, kollapser den delvis under sin egen vægt og fastlåses i dele af bevægemuskulaturen (og inaktiveres unødigt i andre), hvilket betyder, at barnet har svært ved at bevæge sig spontant ud af positionen igen (i pagt med en instinktiv bevægelsesudvikling). Barnet er således (belejligt for voksne) „parkeret med håndbremsen trukket‟. Fastlåsheden og inaktiviteten giver sig til kende som en C-formet runding af ryggen foranlediget af et bagudvæltet bækken. Karakteristisk for denne attitude er, at overkroppens nederste del hænger inaktivt i sine passive væv (bindevævsdelen af musklen), mens muskler på kroppens forside og i nakken i kompensation er overaktive/fastlåste i bestræbelserne på at forhindre overkroppens bagudgående fald samt at trække hovedet tilbage/op, så horisontal visuel orientering til omgivelserne er mulig (jf. at mennesket er synsdomineret). Med barnets bækken væltet baglæns „rykkes tæppet væk‟ under holdningsapparatet, idet overkroppens uligevægt og videre aktivitet ikke kan indfries. Barnet har herved mistet dets aktive sidde-relation til underlaget på bekostning af en fastlåst sidde-position på samme. „Snurretoppen‟ er så at sige lagt ned (jf. metaforen fra den første artikel).

Mange børn går altså glip af et vigtigt trin i deres instinktive bevægelsesudvikling pga., at voksne i vores kultur ofte kommer til at skynde på børnenes siddemodningsproces. Men der er selvsagt nogle børn, der „slipper igennem nåleøjet‟ og opnår en instinktiv siddemodenhed i starten af livet. Men selv disse „heldige skæbner‟ kommer dog snart op imod endnu en kulturel foranlediget forhindring: vores siddekultur med dens dertil designede møbler. Mange af vores møbler gør det unødig besværligt (eller slet og ret umuligt) at gøre optimal brug af sædeknuderne, fordi sædet enten skråner nedad i bagudgående retning og/eller er alt for blødt, så det bærende skelet (via sædeknuderne) ikke møder den nødvendige modstand, som kræves for at „modsvare‟ tyngdekraften med en reaktionskraft og give kroppen en anstrengelsesfri opdrift fra underlaget (jf. anstrengelserne forbundet med at gå/løbe på blødt sand vs. asfalt). Og når trangen tilmed er så stærk i børn til at imitere deres nærmeste omsorgspersoner, er det selv for den mest „standhaftige indfrier af holdningsapparatet‟ umuligt at modstå fristelsen til at kollapse overkroppen tilbage i ryglænet, som f.eks. mor, onkel eller pædagogen i vuggestuen gør det. Og devisen siger som bekendt: Use it, or lose it. For når barnet således begynder med at bruge den ydre støtte fra ryglæn, og helt holder op med at gøre brug af de siddeegenskaber, det møjsommeligt har trænet op og regelmæssigt anvendt på gulvet og på skamler/taburetter, holder kroppens indre støtteegenskaber op med at være tilgængelige. Dvs.: indtil de atter vækkes og trænes op. 

Det sidste spørgsmål lød: Kan vi alle lære at aktivere holdningsapparatet i en så tilstrækkelig grad, at vi kan tilpasse os og trives under de mange timers stillesiddende arbejde, som dagligt er vilkåret for så mange? 

Det korte svar er: ja, det vil de fleste kunne (jf. „use it, or lose it‟). Mere uddybende handler det om at tilgå opgaven på et ambitionsniveau, som mange sports- og fitnessinteresserede allerede lægger for dagen. Disse er oftest villige til at sætte sig ind i, hvordan kroppens form mest fornuftigt bygges op efter endnu en devise: Rom blev ikke bygget på én dag. Det kræver med andre ord både forståelse, motivation, disciplin og tålmodighed at få kroppens holdningsapparat og aktive siddeegenskaber på fode (og sædeknude, tø hø!) igen. 

Som lovet vil jeg i den næste artikel forklare noget mere om de fysiologiske krav, der gør (gen-)optræning til aktiv langvarig stillesidning mulig. Det drejer sig om to krav, der samtidigt og kontinuerligt skal opfyldes.

Har du allerede et bud på, hvad det er for nogle?