I den forrige artikel spurgte jeg om, hvad det er for en opadgående „gratis kraft‟, der overordnet set sikrer kroppens opdrift som modsvar på tyngdekraftens (aktionskraftens) nedadgående kraft. Svaret er som skrevet i titlen: Jordens reaktionskraft – også kaldet trykkraften. Newton forklarer med sin 3. lov fænomenet reaktionskraft, som er en fysisk lovmæssighed, der gælder for alle fysiske legemer i Jordens tyngdefelt.
Som billedet øverst delvist illustrerer, betyder det for vores krops vedkommende, at den vægt, den måtte have, mere eller mindre konstant trykker mod Jordens overflade takket være tyngdekraften. Konstant er trykket ikke, fordi kroppen naturligvis skal være i direkte fysisk kontakt med Jorden (mod en understøttelsesflade) for, at trykket mod fladen kan forekomme. Når vi er i frit fald, er det således ikke tilfældet. Dette forekommer fx i lille udstrækning imellem hvert skidt under løb og i større udstrækning, når vi hopper på en trampolin. Og så er der det ekstreme tilfælde med astronauterne – mere om dem senere.
Den vægt med hvilken vores krop trykker ned mod Jordens overfalde, svares igen af Jorden med et tilsvarende antal kilos tryk op mod kroppens kontaktflader. For det er kun når, der er kontakt – og derfra hvor kontakten finder sted – at reaktionskraften kan forplante sig videre op i resten af kroppen. Det væsentlige for denne artikels formål er dog, at en optimal kraftudligning mellem koppens nedadgående aktionskraft og Jordens opadgående reaktionskraft kun forekommer, hvis kroppen er placeret nogenlunde i lod over kontaktpunkterne med Jorden. Nærmere bestemt: sædeknuderne og hælene (når vi hhv. sidder og står). Disse vigtige skeletære kontaktpunkter er forudsætningen for at reaktionskraftens tryk kan forplante sig op igennem hele det bærende skelet. Skelettet har kun denne bærende egenskab i kraft af dets enorme stivhed og modstandsdygtighed, og således er musklerne og andre af kroppens „bløddele‟ ikke tilnærmelsesvis i stand til at rejse kroppen med reaktionskraftens hjælp (de tager sig at det raffinerede balancearbejde og meget mere).
Tænk her til sammenligning på hhv. ukogt og kogt spaghettis bæredygtighed og evne til at stå oprejst på en understøttelsesflade. Den kogte slasker sammen og evner ikke nogen af delene, mens den ukogte med visse forbehold kan begge dele. Placeres et bundt spaghetti i lod (samlet med en elastik), er det forbløffende stabilt og bæredygtigt. Men det er netop kun, når bundet står i lod, at det optimalt kan udnytte reaktionskraften og dermed forblive oprejst og bæredygtigt. Det er omtrent det samme med skelettet. Men kroppen har som nævnt i 2. artikel en formålstjenestelig indbygget uligevægt, som et symmetrisk stående bundt spaghetti ikke har. Mens spaghettibundet uden problemer kan stå i passiv balance, ville kroppen vælte, hvis ikke den havde dens aktive balancekorrigerende egenskaber – de ”bløde” holdningsmuskler – til rådighed. Og så er kroppen jo også bevægelig.
For bedre at forstå den kraftudligning, der finder sted mellem aktionskraften (tyngdekraften) og reaktionskraften (trykkraften), vil jeg nu invitere dig til at opleve den i en lille praktisk udforskningsøvelse:
- Stil dig stående uden sko på et ikke alt for blødt underlag.
- Mærk/registrer det tryk, der er mellem dine fodsåler og underlaget.
- Tryk så dine håndflader sammen, så du omtrentligt genskaber størrelsen af det tryk, du oplever mellem fødderne og underlaget.
Spørgsmål: Med hvor mange kilo trykker du omtrent dine håndflader (og således også fødderne og gulvet) sammen? Svar: Det er helt sikkert ikke i nærheden af at være med det samme antal kilo, som badevægten viser for din vægt. Vi taler måske om et tryk på max et par kilo (+/-). Så hvor er alle kiloene forsvundet hen, og hvorfor er der stadig nogle ganske få tilbage? Svar: Kiloene er forsvundet fordi, der er forekommet en næsten komplet kraftudligning mellem aktions- og reaktionskraften. Du oplever altså differencen mellem de to kræfter, som man også kan kalde din subjektive vægt. Det, badevægten viser/måler, er din objektive vægt.
For nogen har en sådan kort demonstration af den subjektive vs. objektive vægt en øjeblikkelig positiv effekt på opfattelsen/oplevelsen af vægt, anstrengelse og kropsholdning. Mange har nemlig en ide om, at de bogstavelig talt bærer rundt på X kilo dag ud og dag ind. Dette, fordi de reelt oplever en stor anstrengelse forbundet med fx at sidde uden ryglæn, gå op ad trapper/bakker eller at stå op under en hel koncert. Men prøv f.eks. de næste gange du går op ad en bakke eller trappe at bevare dit øjeblikkelige støttebens fulde fodkontakt med Jorden så længe som overhovedet muligt i gangcyklussens standfase. Prøv tilsvarende, når du står eller sidder stille, at sikre kontakten til gulv og stolesædet med hhv. hele foden og sædeknuderne. Med lidt øvelse sikrer du i alle tilfælde en optimal udnyttelse af reaktionskraften og skelettets bæredygtighed, der reducerer den muskulære anstrengelse under aktiviteterne.
Men hvorfor er der er så stadig denne difference tilbage på et par kilo – rettere end slet ingen? Noget af forklaringen følger her: Fra stående, vip kroppens kontakt gradvist væk fra en hel/jævn fodkontakt og frem på forfoden og register, hvordan trykket (differencen ml. aktions- og reaktionskraften) stiger jo længere væk kroppen kommer fra en jævn fodkontakt. Differencen afhænger m.a.o. til dels af, hvor optimal din balance (kroppens relation til underlaget) er. Har du ikke placeret kroppens masse i lod over begge fødder, således at trykket omtrent er ligeligt fordelt mellem forfødderne og hælene (dvs. jævnt fordelt på disse fire kontaktpunkter), sker der to ting: 1.) En refleksdrevet faldreaktion øger i det små muskelspændingen, hvis kraft stiger ligefrem proportionel med forfodens tryk mod underlaget. Underlaget er nemlig det eneste sted kroppen kan „holde fast‟ for at undgå et fald, før hænder rækker ud og griber fat i noget. 2.) Reaktionskraftens effekt får ikke mulighed for at forplante sig via hælkontakten op igennem hele skelettet og lette kroppens tyngde. Jo mere effektivt kroppens skelet holdes oppe af reaktionskraften via hælene, des mindre vil differencen mellem tyngde- og reaktionskraften (den subjektive vægt) således være.
De siddende børns ”misundelsesværdige hemmelighed‟ (afbilledet i den tredje artikel), kan dermed forstås i et endnu klarere lys. De udnytter m.a.o. reaktionskraften optimalt, og kan derfor forekomme at sidde i en anstrengelsesfri ”flydetilstand”. Vi voksne mennesker er såmænd også skabt til at kunne dette. Og vi behøver tilmed at gøre det, hvis vi vil undgå at ende i en fastlåst og/eller inaktiv position og opleve mange af de velkendte plagsomme symptomer i bevægeapparatet, vi ofte render ind i, når det kræves af os at sidde eller stå i længere tid ad gangen.
Men der er faktisk endnu større problemer i vente, hvis vi, som astronauterne, for en tid helt og aldeles skulle miste reaktionskraftens trykstimulering op igennem skelettet (og den medfølgende holdningsmuskulære balanceaktivitet). På bare 5 til 11 dage i rummet kan astronauterne tabe op til 20% af deres muskelmasse. Med så betragteligt et tab vil de få besvær med at holde sig oprejst på Jordens overflade ved deres hjemkomst, og det vil tage omtrent det samme antal dage for astronauterne at rehabilitere holdningsmusklerne (og evnen til at holde kroppen oprejst), som de tilbringer i rummet. Det kan man roligt kalde et ekstremt tilfælde af use it, or lose it! Problemet løses dog ved, at astronauterne dagligt træner 2,5 time under missionerne ude i rummet.Nu har du fået en introduktion til reaktionskraften og en forklaring på, hvorfor kroppen behøver den. Dvs. hvorfor denne kraft mere eller mindre konstant skal være til stede, og – ikke mindst – at det batter at udnytte den optimalt. Du kan nu med fordel vende tilbage til de forrige artikler og læse dem med „friskere øjne‟. Den næste artikel bliver et ”hængeparti” (tø-hø!) omhandlende stillestående arbejde samt benenes/føddernes vigtige rolle under stillesidning.
