Jeg har foreløbig ikke været ret meget inde på det stillestående arbejde, og desuden er der et ”hængeparti”, der vedrører føddernes/benenes rolle under stillesidning, som jeg også skylder at uddybe. Der er det underfundige ved den stående stilling, at den kan siges at være en mikro-version af den siddende stilling, mens den siddende omvendt så kan siges at være en makro-version af den stående. Med andre ord er der nogle væsentlige fællestræk for de to stillinger, idet de principielt er underlagt det samme vilkår: at skulle håndtere den aktive relation til understøttelsesfladen fra stolen og gulvet.
Den væsentligste ændring, der indtræffer, når man står i stedet for at sidde, er, at kroppens understøttelsesflade pludselig er væsentlig mindre (med mindre man via armene ”hænger” med det meste af kroppens vægt på arbejdsbordet). Dette opleves af mange som værende mindre stabilt og udtrættende. De større posturale svaj og udtrætningen kan således forekomme forstyrrende på det arbejde, man har for hånden, og derfor kan det i visse situationer være direkte demotiverende for at arbejde stående i længere tid. To ting er dog væsentlig at sige ift. dette: 1.) størrelsen af de stående svaj og den medfølgende udtrætning afhænger af kvaliteten af din balance. Svajene stabiliseres og udtrætningen minimeres nemlig i takt med, at kroppen raffinerer balancen og måden musklerne arbejder på (jf. 3. og 4. artikel). Det er fx det samme, når vi lærer at cykle. 2.) Fremmedelementet er markant ift., hvor tilvænnet vi er stillesidningen. Man må derfor være indstillet på at give både tid og plads til denne fremmede følelse af kroppen, indtil tilvænningen har fundet sted, og følelsen gradvist er forsvundet. Det sker fx også, når vi træder ind i et nyt lokale med en anden temperatur, lugt og støj end der, hvor vi kom fra.
Selvom den stående understøttelsesflade er mindre, er dens egenskab og funktion principielt den samme, som når du sidder. I den stående stilling er det nu dine to hæle, der udgør kroppens solide ”spids” (jf. 1. og 2. artikel), og ligesom det gør sig gældende for sædeknuderne, er hælene placeret bagved kroppens lodlinje, hvorfor der er mere af din krop foran hælene end bag dem. Dvs., det nødvendige udgangspunkt for at stå med aktivitet – kroppens uligevægt – indfries, så kroppen ikke ender i ”inaktiv/fastlåst balance”. Fra den stående stilling ville kroppen således også vælte på næsen, hvis ikke holdningsapparatet håndterede uligevægten med neuromuskulær aktivitet – præcis som det er tilfældet under den siddende stilling.
Udover den slående lighed mellem sædeknuderne og hælene (se billedet nedenfor) er det påfaldende, hvordan også understøttelsesfladens forparti i de to stillinger minder om hinanden. Når vi sidder og står er det nemlig ikke alene en neuromuskulær refleks (i samarbejde med synet), der håndterer kroppens uligevægt.
Der er en slående lighed ml. sædeknudernes og hælenes form og placering i kroppen ift. at foranledige uligevægt.
I mere primitiv fysisk forstand (hvis man kan sige det sådan), har vi nemlig hhv. benene/fødderne (når vi sidder) og forfødderne (når vi står) til at håndtere den første, grove del af uligevægten. Havde vi ikke disse forpartier, ville den af uligevægten forårsagede faldbevægelse i næsens retning være for stor en byrde for holdningsapparatets muskler at håndtere langvarigt, uden at kroppen uhensigtsmæssigt går hen og fastlåses af bevægeapparatets uegnede muskler (mere specifikt: motorenheder). Har du siddet på en barstol med sparsom eller manglende fodstøtte i længere tid (dvs. uden muligheden for at indfri begge bens/fødders vigtige støttefunktion), ved du, hvad jeg mener: det er hårdt arbejde! Ligeledes er det temmelig evident, hvor usikker vores balance er i manglen på ”bagfødder”, hvis vi fra hælene læner os baglæns bare det mindste.
Nogle af forfodens knogler danner det semi-solide fundament for de to velkendte trædepuder på hver fod (blotlagt præcis der, hvor huden ophører ved storetåens base på billedet ovenfor), og til at forbinde disse med hælen er der et eftergivende fodsvang. På samme måde er der bøjede og eftergivende ben (funderet i fødder med hver deres hæl/forfod), som derfor kan siges at skabe et eftergivende ”bensvang”, når vi sidder.
Både fod- og bensvangets eftergivenhed er til for at give en nødvendig ”trampolineffekt” (dvs. til at oplagre ”gratis” energi), der frigives og ”sender” kroppen tilbage i den retning, svajet/massen kom fra. Altså er der en passiv elastisk komponent, der sammen med en aktiv neuromuskulær del, udgør de posturale svaj. Gevinsten ved denne kombination af passive og aktive kræfter er udholdenhed. Dvs. at give de posturale muskler tiltrængte mikropauser fra den aktive del af holdningsarbejdet, så de ikke trættes unødigt (teknisk note: en anden og mere avanceret kilde til udholdenhed og ”indbyggede” muskulære pauser er de såkaldte motorenheder. Disse er egnet til holdningsarbejdet, fordi de arbejder i skiftehold, der sikrer dem restituerende pauser. Dvs., når en enhed udtrættes, står der potentielt en eller flere andre enheder klar til at tage over, så holdningsarbejdets lave kadence holdes stabil. En tredje kilde til udholdenhed er, at der også dannes flere mitokondrier i muskelfibrene, som sikrer holdningsmusklerne en mere effektiv iltomsætning).
Og hvad betyder ovenstående så i praktisk forstand for dig?
Jo, hvis du vil sikre dig en maksimal udnyttelse af den passive, gratis energi, der bygges op ifm. forføddernes og benenes støttearbejde i hhv. den stående og siddende stilling (og dermed også sikre dig størst mulig stå-/siddefitness og -udholdenhed), bør du tilstræbe, at der er en nogenlunde ligelig trykfordeling mellem for- og bagpartierne på den indtagne stillings understøttelsesflade.
Mere præcist: 1.) Når du sidder, skal du også (i tillæg til sædekunderne) tillade en væsentlig vægtbæring på fødderne (placeret fladt ca. under knæene), hvis kilde er en kombination af benenes egenvægt og den vægt overkroppen løbende ”kaster frem” fra sædeknuderne pga. overkroppens uligevægt. 2.) Når du står, skal du også (i tillæg til hælene) tillade en væsentlig vægtbæring på forfødderne, hvis kilde er den vægt hele kroppen løbende ”kaster frem” fra hælene pga. hele kroppens uligevægt. Det er dog af gode grunde ikke hensigten, at du skal tilstræbe og håndhæve en nøjagtig eller komplet ligelig trykfordeling mellem for- og bagpartierne i nogen af stillingerne. I stedet skal den jævne trykfordeling blot tilnærmes, så du sikrer dig optimale vilkår for en aktiv og udholdende stående eller siddende stilling. Som tidligere pointeret (i 3. artikel) fordrer disse anbefalede ”stillinger” en dynamisk relation (med stolen og/eller gulvet) på bekostning af en statisk position. Dette, fordi kroppen fundamentalt set er skabt til stillingerne – skabt til at være aktiv mens den er stabil. Forskellen er mærkbar, når først egenskaberne er indfriet og opøvet tilstrækkeligt – take it, or leave it!
