Du kender det nok. Når du eller andre omkring dig sætter sig foran computeren, er det næsten bare et spørgsmål om tid, før hovedet – nærmest hjælpeløst – suges ind mod skærmen og nakken begynder at spænde op og stivner. Men hvorfor er det lige, at det sker? Er bogstaverne notorisk for små på skærmen, eller er skærmen placeret alt for langt væk fra øjnene, hvorfor hovedets nærmest hengivne bevægelse i skærmens retning af nødvendighed kompenserer derfor? Dette kan selvfølgelig være tilfældet, og i så fald er det ret nemt at løse problemet. Men ofte – er mit kvalificerede bud – er der en helt anden og meget mere komplekst årsag til, at du begynder at udvikle et nakkeproblem, og det agter jeg i denne artikel at uddybe.
Rigtig mange skærmarbejdere oplever nemlig problemer forbundet med at sidde med hovedet skudt så langt frem relativ til, hvor resten af kroppen befinder sig. Problemerne er først og fremmest overanstrengelse i nakken og smerter i selvsamme region. Nogen formår dog i situationen at kompensere for overanstrengelsen ved at støtte den fremadhændende overkrop med armene via albuerne på bordet – med eller uden den ene hånd placeret under hagen som en ekstra understøttelse for det tunge hoved. Denne strategi minimerer i et vist omfang overanstrengelserne i nakken, men den adresserer på ingen måde den egentlige anledning til hovedets belastende placering.
I sig selv er der intet i vejen for, at hovedet er tættere på skærmen for en kort stund – det er en naturlig del af kroppens bevægelsesrepertoire. Men at det er mere anstrengende at have hovedet skudt frem i længere tid – end at lade være – er indlysende. Derfor har en hel arbejdsdag (modsat nogle få minutter her og der) selvsagt en enorm betydning for symptomernes omfang i din nakke. Yderligere belastende og smerteligt er det, når pladsen til den vitale trafik fra nerver og blodkar klemmes af, så de øverste led mellem hovedet og nakken holdes fastlåst i mange timer og forårsager hovedpine.
Så vidt om effekterne af og symptomerne på en unaturlig langvarig fremskydning af hovedet. Nu skal det så handle om, hvad der foranlediger problematikken. I de forrige artikler har jeg kun ganske sparsomt nævnt synssansens rolle ifm. med holdningsapparatets arbejde. Men faktum er, at vi mennesker i sanselig forstand i den grad er domineret af synet, og denne dominans gør sig derfor også gældende ifm. dit holdningsapparats optimale funktion. F.eks. siges øjnene at bidrage med hele 85% af vores viden om verden, mens 65% af hjernens kapacitet bliver brugt af øjnene.
Præcis hvor domineret dit holdningsapparat er af synssansen – og derfor også hvor afhængig det er af konstant at registrere dine umiddelbare visuelle omgivelser – er blevet tydeliggjort af de såkaldte moving room-forsøg. Stiller man en forsøgsperson i et lille rum med bevægelige vægge og herefter sætter rummet i langsom bevægelse i en given retning, sker der det mærkværdige, at kroppen automatisk justerer sig ind ift. den retning og det omfang, som væggene er blevet bevæget i. Da det normalvis er ret usædvanligt, at rum/vægge flytter på sig, antager holdningsapparatet, at den registrerede bevægelse af rummet må være forårsaget af kroppens egen bevægelse i den modsatte retning. Konsekvensen er, at kroppen via synet akut justerer ind med en muskulær afmålt kraft i holdningsmuskulaturen, så forholdet mellem den kropslige position og de synlige omgivelser forbliver stabil. Så takket være synssansens store finfølsomhed kan holdningsapparatet hurtigt og præcist opdatere din holdning og balance, så der ikke spildes unødige kræfter i form af muskulær overanstrengelse.
Dit synsfelt er overordnet set delt op i to komplementære størrelser i et slags figur/grund-forhold: 1.) et fokuspunkt (figur), hvor du registrer tingenes mindste detaljer og med hvilket, du primært kan besvare spørgsmålet: ”hvad er det?” og 2.) et omsluttende og langt mere omfattende perifert felt (grund), hvor tingene fremstår uklart og detaljeløst. De perifere ting kan du reelt set kun fornemme tilstedeværelsen af, og derfor kan du om disse primært besvare spørgsmålet: ”hvor er de?”. At de to felter komplimenterer hinanden betyder, at de er lige vigtige. Desværre er der i praktisk forstand rigtige mange, der ikke er sig beviste om eksistensen af og forskellen på de to felter. Konsekvensen og tendensen er, at du ”tillader”udelukkelsen af det perifere felt på bekostning af fokuspunktet. Og når du så markant reducerer dit samlede synsfelt, ”sultes” dit fintfølende holdningsapparat for vigtig ”næring” fra dine visuelle omgivelser. En sådan synsadfærd forringer m.a.o. kvaliteten af din krops holdning og balance, der resulterer i en uhensigtsmæssig kompenserende muskulær overanstrengelse og – på den lange bane – potentielle smertelige symptomer i nakken.
Når du derfor ender med at tabe hovedet til skærmen, er det dit perifere synsfelt, du har udelukket – på bekostning af en overbetoning af fokuspunktet. Drivkraften til en sådan udelukkelse af det perifere felt er kort fortalt en slagkraftig tendens til at koncentrere sig – en tendens til at lukke din omverden ude, som mange har gjort til en ”nødvendig” dyd for at kunne bevare et stabilt arbejdsfokus. Effekten er et tunnelsyn, drevet at nå i mål – f.eks. når du har travlt og/eller ikke ønsker at blive forstyrret af dine omgivelser (både af hørbare og synlige ting), der således truer med at lokke dit fokus væk fra det, du uforstyrret ønsker at dedikere det til.
Men tunnelen er kun et billede på reduktionen af dit perifere synsfelts vidde. I feltets dybde sker der tilsvarende en reduktion således, at afstanden mellem hovedet og fokuspunktet (hver ende af tunnelen) tilsvarende reduceres. Konsekvensen er, at du reelt set får et ”fladt tunnelsyn”. Normalvis er det kun ubetydelig ”tom luft”, der befinder sig mellem dit hoved og din skærm. Men ikke desto mindre er det et tomt stykke af synsfeltets dybde (af din fysiske virkelighed), der lige så lidt kan trylles væk, som tilfældet er for synsfeltets vidde. Når du ikke kan holde til at være i denne tilstand af koncentration ret længe, er det fordi, at din krop i muskulær forstand må spændes mere op, end det er bæredygtigt for den, for at den kan opretholde koncentrationen. Det har m.a.o. en stor pris i form af hårdt muskulært arbejde at reducere/koncentrere dit synsfelt.
Men hvordan, mere præcist, opstår fremskydningen af hovedet i den givne retning? Jf. synssansens dominans (og derfor sat på en spids) eksisterer du som menneske som en kombination af din krop og dine synlige omgivelser. Dit hoved huser øjnene og kan dermed siges at være centeret for din synssans, og derfor er hovedet reelt set et bindeled mellem dit synsfelt og din krop. I eksistentiel forstand kan du derfor ikke adskille din krop fra dit synsfelt. Sammen udgør disse to størrelser en uadskillelig helhed.
Reducerer du således denne helhed – din blotte eksistens – til et lille fokuspunkt på skærmen så al fornemmelse af resten af din verden holdes ude af syne (inkl. tomrummet mellem hovedet og skærmen), bliver konsekvensen helt konkret, at afstanden mellem hovedet og skærmen også reduceres. De to aspekter følges ad, fordi de er to alen ud af ét stykke: din aktuelle eksistens. M.a.o. reduceres din eksistens til et sølle koncentrat af noget, der kunne have været langt rigere og mere mangfoldigt. Og siden hverken pc-skærmen (et ”dødt objekt”) eller dine ben/dit bækken (som er solidt forankret på hhv. gulvet og stolesædet) umiddelbart lader flytte på sig, er det mest eftergivende element i ligningen (som således lader flytte på sig), den øverste og langt mere mobile del af din krop – anført af hovedet. Ergo, rykker dit hoved så tæt på skærmen, som din vilje til at koncentrere dig dikterer det – og som det er fysisk muligt for hovedet at bevæge sig givet, at det ikke just kan løsrive sig fra resten af din krop.
Så, hvad kan du i praksis stille op med ovenstående forklaring, så du minimerer det overarbejde, nakkemuskulaturen alt for ofte kommer på under dit skærmarbejde? Det drejer sig i første omgang om, at du skal minimere tendensen til at koncentrere dig. Og med ”dig” mener jeg som sagt: din eksistens – domineret af omfanget af det rum du visuelt opfatter i kombination med din krops tilstedeværelse. Særligt omfanget af dit synsfelts dybde, der starter ved dit ansigt (den ene ende af ”tunnellen”) og slutter i fokuspunktet på din skærm (den anden ende af ”tunnellen”). Men også synsfeltet omfang i vidden, der kan siges at spænde i fire retninger fra dit fokuspunkt (typisk ud mod væggen på hhv. din venstre og højre side samt op mod loftet og ned mod gulvet). Start derfor med at konstatere, at der rent faktisk eksisterer nogle synlige, perifere omgivelser til det punkt, du har dit fokus rettet mod på skærmen. Disse omgivelser skal du blot kunne fornemme, hvorfor de med rette vil fremstå sløret: f.eks. dine hænder ved tastaturet, skærmens ramme, dine kollegaer, samt væggene til begge sider og bag skærmen foran dig. Ja, rent faktisk er det punkt, hvori du ser ting i fokus, kun på størrelse med en femkrone, så der vil også være meget af selve skærmens indhold, som fremstår sløret og derfor også tilhører dit perifere synsfelt.
For at konkretisere dette praktiske aspekt yderligere, kan du nu afprøve følgende øvelse i åbent fokus, som kan ses som en form for ”koncentrations-afvænning”:
Åbning af dit synsfelts dybde:
-
Fokusér på et punkt på skærmen, mens du med en hånd identificerer/mærker dit ansigts fysiske placering, hvorefter du bevæger hånden i retning af punktet på skærmen og berører det. Gentag bevægelsen nogle gange for at fornemme/definere afstanden af synsfeltets dybde helt tydeligt.
-
Fornem nu alene vha. synet (uden din hånds brug) den fysiske afstand og plads mellem fokuspunktet på skærmen og dit ansigt. Prøv i tillæg at estimere afstanden målt i centimeter.
-
Bevar nu fornemmelsen af dette perifere rum i dybden af dit synsfelt, mens du fortsætter med at fokusere på punktet på skærmen. Herefter flytter du dit fokuspunkt til et andet sted på skærmen og gentager øvelsen nogle gange indtil en vis fortrolighed med øvelsens formål er opnået.
Åbning af dit synsfelts vidde:
-
Fokusér atter på et punkt på skærmen, mens du med spredte arme identificer synsfeltets perifere, ovale grænse (hhv. over/under og på venstre/højre side af hovedet). Dvs. fornem hvordan dine hænder vil komme ind og ud af syne, der hvor feltets grænse er. Gentag bevægelsen nogle gange for med sikkerhed at have fornemmet/defineret grænsen.
-
Fornem nu alene vha. synet (uden dine armes brug) den fysiske afstand og plads mellem fokuspunktet og den perifere grænse af dit synsfelt.
-
Bevar nu fornemmelsen af dette perifere rum i vidden af dit synsfelt, mens du fortsætter med at holde fokus på punktet på skærmen. Herefter flytter du dit fokuspunkt til et andet sted på skærmen og gentager øvelsen nogle gange indtil en vis fortrolighed med øvelsens formål er opnået.
Når du har opnået en vis fortrolighed med fornemmelsen af synsfeltets vidde og dybde hver for sig, er det tid til at kombinere de to i ét tredimensionel åbent fokus. Du kan med fordel også tage øvelsen væk fra computerskærmen og fokusere på andre ting på større eller mindre afstand i rummet, du befinder dig i. Brug da samme rækkefølge og fremgangsmåde.
Er du således blevet fanget ind i koncentrationens flade tunnelsyn, handler det om hurtigst muligt at vende tilbage til et mere åbent fokus, hvor den visuelle periferi atter fornemmes i forening med fokuspunktet. Hvornår ved du så, at du er fanget ind i et fladt tunnelsyn? Ja, det vil oftest være tilfældet, når du mærker de spændinger/smerter i nakken, som du elsker at hade. M.a.o. er disse symptomer en ”hjælpende hånd” som du kan bruge til at navigere din synsadfærd efter. Det er derfor en dårlig ide at ”skyde budbringeren” hver gang, du oplever spændinger og smerter. Dvs., hvis du først og fremmest er forhippet på at slippe af med symptomerne på din uhensigtsmæssige synsadfærd på bekostning af at fange din krops budskab: at du med stor sandsynlighed har koncentreret dig, og at symptomerne derfor er den konsekvente oplevelse af at have koncentreret dig i længere tid, end det er godt for dig. Hvis symptomerne forsvinder, når du ændrer din synsadfærd (rettere end igen og igen at lade dig forføre til at søge lindring eller manipulation af symptomerne), har du i hvert fald fået bekræftet min påstand og erfaret et mere korrekt årsag/virknings-forhold forubundet med nakkeproblemer under skærmarbejde end det, der oftest konkluderes af ergonomer, behandlere og andre eksperter på området i samfundet.
Så vidt var mit kvalificerede bud på, hvorfor dit skærmarbejde giver dig nakkesmerter. Du har måske allerede selv regnet det ud, men selvsamme problem/årsag er i spil, når du på samme måde bruger meget tid med „hovedet nede i‟ mobilen, iPad’en, strikketøjet, en god bog eller lignende aktiviteter, og tilsvarende oplever smertelige symptomer i nakken.
